Gayton Marina
Kanalbådsferie fra Gayton Marina – den perfekte første tur!
At sejle kanalbåd er en af de mest afslappende måder at holde ferie på. I roligt tempo glider I gennem landskabet, forbi charmerende landsbyer, sluser og klassiske pubber, der indbyder til spontane stop. En kanalbådsferie er en social oplevelse, som passer lige godt til familier som til venner – og skaber minder for livet.
Gayton Marina ligger ca. 1 time og 45 minutter nord for London og er et ideelt udgangspunkt for jeres første kanalbådsrejse. Ruterne er lette at navigere og byder på mange landsbyer, pubber og kroer undervejs. På turen passerer I også den imponerende Great Ouse Aqueduct ved Cosgrove, lige uden for Milton Keynes.
Gayton Marina – Aylesbury
7 dage, ca. 84 sluser, ca. 6 timers sejlads pr. dag
(blå linje på kortet)
Et alternativ er at vende allerede ved Milton Keynes og sejle tilbage til Gayton Marina. Så bliver turen betydeligt mere afslappet med kun 16 sluser tur/retur – perfekt til en kortere ferie eller for begyndere.
Forslag til rute
Gayton – Milton Keynes tur/retur (4 dage)
eller
Gayton – Aylesbury tur/retur (7 dage)
Dag 1
Transport til Gayton Marina (ca. 1 time og 40 minutter fra Heathrow). Indtjekning og gennemgang af båden sammen med marinaens personale. Herefter går turen ud på kanalen.
Efter ca. 20 minutter når I Blisworth Tunnel, en tunnel på omkring 30 minutter, som er nem at passere – også ved modkørende både. Bådens forlygter giver god sigt.
Den første aften anbefales fortøjning i Stoke Bruerne, ved pubben The Navigation, som byder på god mad og hyggelig stemning. Her findes også Spice of Bruerne og The Boat Inn. I landsbyen ligger desuden et populært kanalbådsmuseum samt mulighed for at fylde friskvand på båden.
Dag 2
Efter morgenmaden starter dagen med Stoke Bruerne Lock Flight, en slusetrappe med syv sluser, som tager ca. 1,5 time at passere.
Herefter følger en rolig strækning uden sluser frem til Cosgrove. Nyd det åbne landskab med græssende køer og lam, små landsbyer og klassisk engelsk landidyl.
Læg gerne til ved bro 57 og gå en kort tur op til landsbyen Grafton Regis og pubben The White Hart. Langs eftermiddagens strækning findes flere hyggelige pubber, blandt andet The Navigation og The Barley Mow.
Ved Cosgrove passerer I endnu en sluse og derefter den smukke Great Ouse Aqueduct. Nu nærmer I jer Milton Keynes. Ønsker I at sejle lidt videre, anbefales bro 76, hvor I finder The Black Horse og den charmerende landsby Great Linford.
Alternativt kan I vende ved bro 72 og sejle tilbage til Cosgrove for middag på The Barley Mow – en meget populær pub med god mad.
Dag 3
Tag gerne en morgentur i landsbyen og handle i det lokale supermarked (bemærk, at der ikke sælges alkohol).
For jer, der har valgt ugeturen, fortsætter sejladsen nu mod Aylesbury. På den kortere tur er det tid til at vende tilbage mod Gayton Marina.
Benyt lejligheden til at lave frokost om bord – køkkenet er veludstyret med både komfur og ovn. Efter slusetrappen i Stoke Bruerne er frokosten ofte klar, og der findes mange smukke steder at lægge til langs kanalen.
Ønsker I en rolig sidste aften, kan I sejle forbi marinaen og fortøje i naturen lige efter bro 3. Foretrækker I pubstemning, anbefales landsbyen Blisworth, ca. 15 minutter fra marinaen.
Dag 4
Morgenmad og udtjekning. Køleskab og affald tømmes (der findes affaldssortering i marinaen), sengetøj tages af, og båden efterlades ryddelig. Slutrengøring og tømning af toilettanke er inkluderet og håndteres af marinaen.
Ugetur – videre til Aylesbury
For jer, der vælger 7-dages turen, fortsætter rejsen til Aylesbury og tilbage. Ønsker I færre sluser, kan I vende før slusetrappen nær Aylesbury og dermed få ca. 26 sluser tur/retur. En meget smuk strækning med flot natur, landsbyer og pubber langs kanalen.

Praktisk information
Nærmeste lufthavn: London
Nærmeste togstation: Northampton, ca. 7 km fra marinaen (direkte tog til London Euston)
Nærmeste supermarked: Northampton
Privat transfer
Privat transfer fra Heathrow til Gayton Marina tur/retur:
Bil (maks. 4 personer): ca. 3550 DKK
Minibus (maks. 8 personer): ca. 4650 DKK
Inkluderer stop ved supermarked for proviantering på udrejsen
Vi hjælper gerne med bookingen!








